MIT LIV – NU MED ADHD!! – (Del 1)

Tusind, tusind tak til jer andre, der deler ud af jeres erfaringer og oplevelser med adhd. Jeg er en kvinde på 37 år og under udredning, og jeg har genkendt mig selv i flere af jer andres beretninger.

Jeg var et meget udadvendt og friskt barn. Altid kontaktsøgende, altid den åbne og talende pige med humor og charme og – tilsyneladende – stor selvtillid. Indeni var alting et stort rod. Jeg følte mig ofte udenfor, uden at kunne forklare hvorfor. Men følte alligevel, at der var noget mere og andet, som jeg IKKE var del af. Jeg havde svært ved at falde I søvn, fordi jeg ikke kunne lukke indtrykkene ude, når jeg skulle sove. Jeg drømte ekstremt meget, og havde mange mareridt helt indtil jeg var ung.

Som barn og ung forelskede jeg mig hovedkuls adskillige gange, og blev afvist lige så mange gange; måske fordi jeg var lidt overvældende I al min direkte facon? Det var ikke med til at styrke selvtilliden, lad os sige det sådan…. Jeg kan i bakspejlet se, at jeg i min barndom og ungdom stort set undgik aktiviteter, hvor jeg skulle præstere individuelt. Eller aktiviteter, hvor der var mange indviklede regler. Jeg elskede alt, der havde med naturen at gøre, og var på en måde en enspænder. Jeg fik til gymnastik og spring, men jeg hadede opvisningerne, da jeg havde meget svært ved at huske de kombinationer, vi skulle lave til opvisningen. Jeg tog ofte på tur alene, hvor jeg fik lang tid til at gå med at finde på historier om fortiden, eller fremtiden. Nogle gange var turen til hest, da jeg havde heste under min opvækst. Andre gange cyklede eller gik jeg lange ture for mig selv. Fælles for turene var, at der var ro og natur omkring mig, og jeg kunne være mig selv. Jeg havde ingen synlige faglige problemer i folkeskolen, men havde svært ved at arbejde struktureret. Jeg har til gengæld altid været stærk i kreative fag, hvor jeg har følt mig hjemme. Alligevel har jeg også følt mig nødt til (!!!) at vise verden, at jeg kunne; `Du er jo så dygtig, du kan gøre, hvad du vil.` Jeg vidste bare ikke, hvad jeg ville. Mine forældre havde det krav, at jeg tog studentereksamen. Det skulle jeg simpelthen. Det blev den sproglige linje og jeg var erklæret egnet. Jeg var hverken glad eller ked af det, og jeg gjorde det bare uden at vide, hvad jeg ville med det. I det mindste vidste jeg så, hvad jeg skulle, de næste 3 år. De var som et mareridt. Jeg følte mig slet ikke hjemme i gymnasiet og i de sociale rammer, der var. Jeg holdt ud – forstår i dag ikke hvordan, men det kan bl.a. skyldes, at jeg fik en kæreste, som accepterede mig som jeg var, og som jeg havde det rigtigt godt med. Jeg endte med fine eksamensresultater, som jeg ikke følte, jeg kunne bruge til noget som helst. Resultaterne kom fra benhårdt arbejde, fordi jeg kæmpede og terpede, men meget af det røg ud lige så hurtigt, som det kom ind.

Jeg levede i mange år med uopdagede depressioner (fik at vide, at alle har det svært nu og da!!). Helt siden tidlig ungdom og frem til sidst i mine 20´ere. Jeg troede, at selvmordstanker var lige så naturlige, som hovedpine. Jeg har også været underlagt utroligt megen selvkontrol; udviklede en spiseforstyrrelse i mine unge år, hvor jeg holdt min krop kørende på et minimum af energi, dog uden at være direkte i livsfare. Jeg fik en underlig glæde ud af at kunne tabe mig fuldstændig kontrolleret og modstå fristelser, og til sidst undede jeg ikke mig selv noget som helst med fedt eller sukker i, eller som smagte godt. Først de seneste 5-10 år har jeg virkelig nydt det, når jeg har spist is eller kage. I gymnasietiden var dette en slags livsline for mig – det var et af få holdepunkter. Jeg tog sjældent til festerne, for alkohol var en af de ting, jeg forbød mig selv (fordi der er mange kalorier i) og jeg brugte næsten al fritid til lektier, eller løb og træning. Og så min kæreste, heldigvis. Og heldigvis har jeg haft en grundlæggende lyst til livet, som har vundet over mine skiftende tvangshandlinger. Jeg var rastløs da gymnasiet var slut. Tog til Norge som au pair, og havde det på en gang fantastisk og forfærdeligt. Boede hos en vidunderlig familie, og elskede min lille skat, som jeg passede, blandet med hushold :D  Samtidig led jeg af savnet til min kæreste, og den grundlæggende uro, som jeg ikke selv forstod. Jeg havde et år med utallige skønne udflugter i naturen omkring Oslo. Familien har jeg stadig kontakt med i dag, de er som min egen familie! Men igen var det de sociale situationer (ud over familien) som jeg slet ikke kunne finde mig selv i; der var andre au pair piger i området, og selvom jeg var meget sammen med flere af dem i fritiden, havde jeg den rastløse følelse af ikke at høre til og være en del af DERES RIGTIGE fællesskab. Da året var ovre, var jeg stadig heller ikke klar over, hvad jeg ville med mit liv. Tilbage i DK fik jeg noget midlertidigt arbejde, indtil jeg meldte mig på guideskole i Spanien, fordi jeg tænkte, at jeg nok ville være guide! Dybest set gjorde min krop modstand, da jeg tilmeldte mig skolen, men jeg var vant til at ignorere signaler fra mig selv gennem mange år, og jeg gennemførte de trods alt kun 5 uger. Samtidig brød min kæreste og jeg op, efter 3 år som par. Vi var blevet mere søskende end kærester. Det var meget hårdt at tage afsked!

Tiden på skolen var ganske surrealistisk. I den grad følte jeg mig udenfor samtidig med, at jeg følte mig underligt draget af den verden, som jeg ville ønske, jeg var del af. Jeg terpede (sikkert som den eneste på guideskolen) og fik jævne resultater. Rastløsheden fortsatte efter hjemkomsten, selvom jeg faktisk nåede at være guide ganske kort den sommer. Det ville lige have været mig (og jeg tror faktisk, jeg ville være god til det :D) hvis jeg dengang havde forstået, hvem jeg er, eller havde fået medicin. I stedet havde jeg en overvældende følelse af ikke at slå til og ikke at have styr (nok) på tingene. Jeg havde i virkeligheden fint styr på tingene, for jeg gik sjovt nok meget systematisk frem, når jeg researchede på byer, seværdigheder o.lign. men usikkerheden ødelagde det for mig. Og angsten for at glemme detaljer fyldte mere end det, jeg godt kunne huske.

Tilbage i DK og nu knap 22 år begyndte panikken at brede sig i mig. Hvad skulle jeg gøre, hvad ville jeg være? Eller hvad kunne jeg blive? Jeg har altid tænkt meget i kreative fag, men jeg var bange for, at jeg ikke ville være god nok, og at jeg ville få et gigantisk nederlag. Kommer desuden fra en familie, hvor uddannelse er lig med de mere stringente fag… Så jeg tog I panik det fag fra gymnasiet, jeg var bedst til (Fransk) og søgte ind på franskstudiet på uni. Og så flyttede jeg hjemmefra for alvor.

Franskstudiet var skrækkeligt! Men gudskelov havde vi først fællessemester med de andre sprogfag, hvor jeg mødte nogle af de mennesker, der har sat virkelig betydningsfulde aftryk I mit liv – og måske reddet mig fra selvmord. Det samme år døde en af mine kæreste og bedste venner, som jeg har kendt siden børnhaven. Han stod mig nær og hans død udløste en voldsom depression, som næsten tog livet af mig. Spiseforstyrrelsen sneg sig ind over mig igen, og jeg kæmpede med selvmordstanker og grundlæggende ulykkelighed. Udadtil virkede jeg vist bare som en stræber, tror jeg, I min iver efter at fastholde enhver form for struktur. Jeg kunne stå op, træne en time, tude en time og så tage fasted til studiestedet. Trods min tilstand magtede jeg alligevel at skifte studie, og jeg gennemførte en bacheloruddannelse i Kommunikation. Det var EKSTREMT hårdt. Jeg nød forelæsningerne, for der kunne jeg holde focus ved at skrive noter, men når jeg tog hjem, kunne jeg ikke disponere min indsats, og jeg endte med at læse uafbrudt. Desværre ikke specielt effektivt! Jeg læste og læste, men kunne ikke overskue materialet eller huske, hvad jeg havde læst. Jeg fik ordineret nervemedicin til brug i eksamenstiden, fordi jeg fik stressanfald med hjertebanken og præstationsangst.

Studiet var bygget op omkring gruppearbejde og arbejdet foregik ofte i mange timer ad gangen. Jeg overlevede ved at tage sindsygt mange noter og strukturere tanker på baggrund af dem. Og alligevel knækkede jeg jo ind imellem og blev totalt blottet overfor mine studiekammerater. Det var hårdt arbejde. Særligt, fordi jeg tabte tråden utallige gange, mens jeg arbejdede på noget. Omvendt, når jeg var ind i et område, som interesserede mig, så blev jeg ekstremt kreativ og velformuleret og glemte tid og sted omkring mig. Jeg kunne f.eks. bure mig inde I en uge, hvis der var en særlig opgave, fordi jeg var nødt til at fokusere på arbejdet hele tiden. I sådan en skriveuge kunne jeg tude af afmagt I timevis.

I det sidste år af min bacheloruddannelse, mødte jeg min nuværende mand. Vi boede på samme kollegie, men da han var færdig med sin uddannelse det forår vi mødtes, pendlede vi derefter frem og tilbage mellem Århus og Ålborg I et års tid. Jeg følte mig glad og beslutsom, og bestemte mig for at tage overbygning til min uddannelse I Århus, og flytte sammen med min kæreste (for selvfølgelig skulle jeg være kandidat – det bliver man da, man slutter da ikke bare efter 3 år, vel, det er da for let, ikke?)

Jeg valgte IT som overbygning, fordi…….tjae, jeg troede, at det var mig med form og formidling osv. Det var da også spændende ind imellem, men samtidig en blandet oplevelse, fordi uddannelsen var ny, og en blanding mellem humanistiske fag og naturvidenskabelige fag. Jeg er MILDEST talt ikke til naturvidenskabelige fag. Mat, fysik, kemi og den slags…..NEJ, det er for endegyldigt, og der er ikke plads til at slå ud med armene og være pragmatisk…Og alligevel gennemførte jeg alle fag og bestod, til min egen undren. Jeg er opdraget til, at man gør tingene færdigt. Jeg mistrivedes således stadig og uroen og frustrationen kulminerede i et ultimatum fra min kæreste; gå til lægen og få hjælp, eller slut på forholdet. Jeg fik ordineret antidepressionsmedicin, og mærkede meget hurtigt en forskel. Fik psykiatrisk vejledning i forhold til medicinering og dosering, og lærte gennem de første par år at tilpasse medicinen til min tilstand. Men rastløsheden forsvandt ikke. Da jeg blev gravid greb jeg chancen for at tænke mig grundigt om….troede jeg. Specialet var det eneste, der manglede, og alligevel havde jeg ikke det mindste lyst til at genoptage det efter endt barsel. Jeg følte ikke, at jeg kunne overskue de job, jeg havde uddannet mig til. Jeg vidste lidt om meget, men kunne ikke se mig selv I den anden ende søge jobs, hvor jeg skulle stå til ansvar for al den viden….

Under min 2.barselsorlov valgte jeg at starte på en anden uddannelse. En udøvende kreativ uddannelse var igen min første indskydelse, men igen var jeg bange for ikke at være god nok. Jeg tog handelsskolens tilbud til studenter, og gennemgik et 18 ugers forløb. Et opslag med en elevstilling bestemte retning for mig; kontorelev med administration som speciale. Godt nok var det i en salgsafdeling, men jeg tænkte, at det sikkert var spændende. Elevtiden var frustrerende på mange måder men også lærerig. Jeg lærte meget praktisk om de servicefag, jeg havde haft som teori. Jeg havde masser af rutinearbejde, men alligevel følte jeg mig ikke hjemme I det. Jeg arbejdede ustruktureret og havde tusind løse ender, som blev til flere, fordi jeg kastede mig over nye opgaver og glemte dem, der manglede at blive gjort færdigt.

De situationer, hvor jeg trivedes bedst, var I den direkte  kontakt med kunderne; servicesituationen. Der var jeg I mit es. Derudover trivedes jeg ikke specielt godt, og følte næsten, at jeg tilhørte en anden race end mine kollegaer. De udstrålede en ro og et overblik, som jeg misundte dem I den grad. Jeg fik I slutningen af forløbet en opsamlende feedback: `at der var for meget gang I mig til den slags job, og at nok jeg skulle finde på noget andet`. Sjældent har jeg da følt mig mere kasseret (selvom noget inden I mig sagde, at det var fuldstændig rigtigt). På det tidspunkt, da jeg var færdigudlært som kontorassistent, fik vi mulighed for at blive udstationeret I Californien via min mands job. Vi tog imod det, og I første omgang var det kun et halvt år. Det var et halvt år som hjemmegående husmor, hvilket bestemt ikke var min kop te. Ungerne havde det hårdt, for de forstod ikke engelsk før senere, og da kontrakten blev forlænget var mit krav, at jeg skulle have et job også. Ungerne blev velintegreret i det californiske samfund, børnehave/børnehaveklasse/skole, og jeg fik et job til mindsteløn I en butik tæt på, hvor vi boede. Dette job var afgørende for min fremtid. Det vidste jeg jo så ikke dengang.

Læs “del 2″ af hendes historie: Klik på her

Folk bag Johnnysks.Dk er kendt med hvem den “anonym” forfatter er og har fuld forstås med personen!!

Tak til alle som har læst denne historie!! Lige inde du smutter væk fra dette indlæg, så vil jeg hører om du ikke har lyst til og klik på “Synes godt om!!” når du klikker på det så anbefaler du hendes indlæg til andre, og det vil jeg bliv glad for. – Du kan også skrive en kommentar så “personen” af denne historie for mulighed for og skrive en kommentar tilbage..

Sæt gang i diskussion ved at lægge en kommentar til dette blogindlæg (På forhånd tak, for hjælpen!!)

Udgivet i Historie fra andre Etiket: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
2 kommentarer til “MIT LIV – NU MED ADHD!! – (Del 1)
  1. Sabine Mogensen siger:

    Kære Marianne,
    Mette Nielsen gjorde mig opmærksom på din historie og sendte mig linket. Du aner ikke, hvor tit jeg havde tænkt på dig og gransket min hjerne for at forstå, hvorfor du altid havnede i underlige situationer. Din historie giver mening nu og jeg ville ønske, at vi havde vist, hvad og hvordan du tumlede med tingene, så er jeg sikker på, at din elevtid på Expedit ville have været en større succes.
    Jeg håber inderligt, at du får styr på dine forhold, således at også du kan nyde livet fuld ud. Det fortjener du.
    Kærlig hilsen
    Sabine Mogensen
    (HR-chef på Expedit)

    • marianne siger:

      Kære Sabine,
      Tak for din søde hilsen. Heldigvis fik jeg også mange gode ting med, som jeg bruger- og har brugt personligt og i jobsammenhæng. Det var f.eks. i kontakten med kunderne, jeg fandt en ny side af mig selv. Og det er den funktion, jeg beskæftiger mig med i dag :D Jeg er ved at skrive del 2, og der kommer jeg lige præcis også ind på det. Uddannelse, job og karriere har været en meget gennemgående bekymring i mit liv. For mit vedkommende er en del af processen at erkende, at jeg er glad i en helt anden type job end det, jeg har stræbt efter.

      Tak for din hilsen,
      knus fra Marianne

1 Pings/Trackbacks til "MIT LIV – NU MED ADHD!! – (Del 1)"
  1. […] Læs første del af en denne historie Klik her […]

Skriv et svar