Mit hjertes- og smertes-barn

Mit hjertes barn er min søn – mit smertes barn er min søn…… en og samme!!

Min søn er i dag 22 år og har ikke haft et nemt liv… Og det har været meget svært at være mor for ham.

Han var ikke ret gammel, ca 7-8 år, da jeg spurgte min læge om der ikke var noget galt med ham… Han var svær at styre… meget temperament, urolig, havde det meget svært i skolen.. var meget ked af det, hvor det var svært at blive glad igen.. osv. Jeg spurgte forsigtigt om han kunne ske at have DAMP. Det var jo også en kompliceret fødsel….. Men jeg blev afvist med, at det var så moderne med det DAMP… Jeg skulle bare have styr på opdragelsen – ”du er jo også alene med ham”… var hendes ord.

Jeg valgte at tie stille, og kæmpe videre…. skolen begyndte at gøre vrøvl, skolepsyk. blev tilknyttet… Indlæringsvanskeligheder… Klassens klovn….. var nogle af ordene der kom ud af det… Alt imens min søn fik det dårligere og dårligere…. Han begyndte at trøstespise, og blev for tyk.

Der kom mange skoleskift – smidt ud…. PPR blev i denne periode tilknyttet, fordi jeg bad om hjælp, jeg var magtesløs…. HAN VAR SÅ SVÆR AT KLARE….. Jeg spurgte mange gange om han ikke kunne blive undersøgt for DAMP… for der var så mange match, at det kunne efter min mening, kun være det der var galt….

Det blev på et tidspunkt fysisk, min afmagt var så stor, at jeg tog fat i ham og at jeg faktisk også slog ham.. Vi fik det begge mere og mere dårligt. Sønnike endte med, at ville tage livet af sig selv. Han trak en pose over hovedet, sådan fandt jeg ham en dag. Blev herefter tilknyttet børne-unge psyk. De sagde, at han havde en depression, og medicinerede ham… det hjalp lidt…. men han havde det stadig ikke godt…

Jeg bad kommunen om hjælp… Men det er ikke nemt at få hjælp når man kommer selv… men jeg kæmpede for min søn.. og det endte med at de hørte/forstod mig… Takket være en helt fantastisk sagsbehandler.

Han kom i familiepleje…. en frivillig anbringelse, hed det til min store skræk, og det gik godt i 1½ år… Plejefar og han voksede desværre bare i hver sin retning… min søn var i en rigtig god udvikling, både socialt og fagligt, men plejefar fastholdt ham, i stedet for at kreditere hans udvikling. Det viste sig, at han var begyndt at ryge hash og…. ?? Han kom hjem igen, og fortsatte ud af den forkerte vej… Selvom jeg prøvede alt hvad der stod i min magt for at ændre på det.
Jeg indgik i et forløb med MST (Multi systemisk terapi) for at lære beherske min forældrerolle. Og det kom til at fungere rigtig godt. Vi kunne nu tale sammen, og når bølgerne kørte lidt højt, blev vi begge gode til at bede om en ”time out”, for ikke at miste overblikket i vores samtale. Men det blev ved med at være svært. For alle sagde jo bare at han skulle opdrages ordentligt… Og jeg synes efterhånden ikke om den mor jeg var blevet til… jeg blev mere og mere autoritær… syns det snart kørte på kæft, trit og retning. Jeg var dybt frustreret… Min læge sendte mig til psykolog.. Han havde så ikke den store forkromede løsning på noget som helst… Jeg forlod klinikken for bestandigt, en dag hvor han sagde til mig, at jeg skulle ”fælde” min søn, og holde ham fast, mens jeg fortalte ham, at jeg elskede ham… jeg skulle tvinge ham til at høre at jeg var der for ham.. Jeg prøvede det aldrig… Herregud han var jo en stor dreng på 16 år… Og han vidste godt at jeg elskede ham. Fortalte ham det jo dagligt.

Talte igen med lægen om min søn. Vi havde fået en ny og lidt yngre læge, Spurgte atter om der kunne være tale om ADHD, som det jo hedder i dag.
“NEj nej…. slet ikke… det er en fiks idé, at de besværlige unge skal hænges op på det… Og det duer da heller ikke at give en, der har begyndende misbrug, ritalin…..?? Det er jo det samme som amfetamin..!!!” Så jeg gik hjem igen, med en tyngde på skuldrene – JEG ER EN DÅRLIG MOR – DET HER ER MIN SKYLD.

Han fik et misbrug af div. stoffer og piller, blev kriminel, og jeg var bange for ham…. han var jo en næsten voksen ung mand… og meget temperamentsfuld.
Det er jo en kendt sag, at ADHD’ere medicinerer sig selv, fordi amfetamin giver dem ro i kroppen, og hash kan de sove af. To ting vi andre tager for givet, søvn og ro i kroppen, men som ADHD’ere kun kan få hvis de medicineres.

Det ender fatalt da han ønsker at komme ud af det dårlige miljø… “Vennerne” ender med at overfalde og stikke min søn ned. De fik en sølle dom, selvom politiet anså det som drabsforsøg.

Han har siden levet med angst og depressioner… mistet arbejde, kæreste, lejlighed m.m. Han ender på kontanthjælp.

Nu har han så fået en ny sagsbehandler, som mener, at han har ADHD som detjo hedder i dag……. ….
For han passer jo ikke ind på arbejdsmarkedet… og er urolig, kan ikke koncentrere sig, ham kan ikke sove om natten, så han kan stå op om morgenen og passe et job, kan ikke holde aftaler. Ja han passer bare ikke ind i kontanthjælpssystemet….

Jeg var med til et møde, hvor der blev lavet et scoreskema for ADHD… og han scorede SÅ HØJT på det hele….. Hun bad min søn tage til læge for at få en henvisning til en psykiater….

HELDIGVIS har vi lige fået en ny læge… som har specialiseret sig i voksen ADHD…. Og tænk sig :

HUN VAR IKKE ET SEKUND I TVIVL OM, AT MIN SØN HAR ADHD….. OG AT DET ER DET DER HAR VÆRET GALT HELE HANS LIV…..

Hun ville have ham til psykiater hurtigst muligt så han kan komme i behandling…. FOR NU HAR HAN LEVET LÆNGE NOK MED DET KAOS I SIN KROP OG SIT HOVED…..

HVORFOR ER DER IKKE NOGEN DER HAR LYTTET TIL MIG I ALLE DE ÅR…… HAN HAR LEVET I KAOS I 22 ÅR, FORDI INGEN VILLE HØRE HVAD JEG HAVDE AT FORTÆLLE..

Tænk sig, at jeg næsten blev glad da vi sad der hos lægen… men hvor er det forfærdeligt at tænke på, at hvis lægen havde lyttet til mig for mange år siden, kunne min dejlige søn, have haft et helt anderledes bedre liv. For det har været hårdt…. MEGET!!

Efterfølgende har han været hos en psykiater, som er den eneste der jo må stille diagnosen. Der er prøvet lidt frem og tilbage med medicinen… Men hold da helt op, hvor kan jeg som mor, mærke en forskel.. det er en helt anden ung mand at være sammen med… der er ro i ham.. og han ser rolig ud… han har formået at passe en aktivering 4 dage om ugen i 3 mdr. Men desværre får han det mærkeligt af tabletterne…. Så det er ikke fast endnu hvad han skal have.. men han har nu haft en mdr. uden anden medicin end anti dep. Og han var igen ”skrækkelig” krævende at være sammen med…
Jeg håber snart de finder ud af hvilken medicin han skal have… Så den unge mand der var flyttet ind i hans krop kommer igen… For der kunne jeg for første gang i mange år slappe af i hans selskab.
Det er svært at være forældre til en ADHD’er, fordi rigtig mange mennesker, også ens nærmeste netværk, tænker at det er en uopdragen unge man har….. – Også selvom, at han nu er en voksen ung mand… så ser andre stadig ned på mig, fordi han tér sig som han gør.

 

Tak til:

Denne historie er skriven af en anonym person, og jeg “Johnny sørensen” takker hende mange gange for og ha mod og kræfter til og skriven denne historie om sin søn og giv mig lov til og ligge den online på min blogsite Johnnysks.Dk og håber at andre person derude har lyst til og dele den med andre!!! eller skrive en kommentar til personen bag historie…

Sæt gang i diskussion ved at lægge en kommentar til dette blogindlæg (På forhånd tak, for hjælpen!!)

Udgivet i Historie fra andre Etiket: , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,
7 kommentarer til “Mit hjertes- og smertes-barn
  1. Heidi andersson siger:

    .. Det samme var der med min mor, troede hun var en dårlig mor osv fordi hun ikke kunne opdrage mig ordenligt sagde de ( læger, skole, familie )Og føler med dig for os md ADHD er ikke heletiden nemme personer ! Synes det er så fedt du tør fortælle din historie om din søn og dit forhold !! Respekt herfra ! :) stort Knus fra Heidi

    • Helle siger:

      Hej Heidi..

      Tak for din respons.. Nej det er ikke nemt… og har tit følt mig misforstået…

      Jeg har været ude og holde foredrag om det her ( faktisk med det her indlæg som oplæg til en snak)… kun få gange… men det hjælper voldsomt at få det hele fortalt højt… Pludselig er der nogen der kan forstå hvor svært det kan være, når man er forældre til et barn/ung med specielle behov.
      Og tør man fortælle – ja, det er jo det – men tænker mere, tør jeg lade være..?? måske kan det hjælpe, bare én der sidder og synes at livet ikke er til at holde ud, fordi man føler sig så alene og forfejlet som forældre. Men livet kan være godt, når bare der er nogen der vil lytte og dele deres livserfaring…

      • Mary-Ann Hansen siger:

        Jeg bliver så forfærdeligt rørt over din historie med din søns sygdom, hvor er det flot at du som mor hele tiden stod ved din søns side og hvor har i kæmpet sammen. Min søn blev af psykiater diagnostiseret med ADHD og blev anbefalet at starte med ritalin. Desværre ville han ikke erkende sig syg
        blev meget gal på mig og mente at psykiateren og jeg blot havde rottet os sammen. Jeg ser nu kun min søn sporadisk, når det sker er det med knus,kram og kys. Dog er der stadig, og også for andre, tydelige tegn på ADHD. Jeg er så magtesløs og aner ikke hvad jeg skal gøre!!!!

  2. Helle siger:

    Tak Mary-Ann

    Min søn blev også meget vred over at hans sagsbeh. på jobcenteret mente at han havde ADHD… Men han tog alligevel med til lægen… Og da vi gik derfra – hvor hun/lægen var helt sikker på at det var sådan…. Ja, så turde jeg næsten heller ikke at spørge ind til det…. Men jeg spurgte hvad han mente om besøget og snakken… Der gik lidt inden han svarede… Jamen hvis det er så dan det er – så må jeg jo kunne hjælpes…!!! Han har også fået Ritalin og motiron… et tredje præparat med kombi, anti dep./ ADHD medicin. men han bliver utilpas i kroppen af det… så lige nu eksperimenterer de sig frem… og det er noget møg – for han har brug for noget mere konstant..
    Mht. din søn…. Hvor gammel er han….??? Og vær for guds skyl glad for knus,kram og kys… og prøv at vis ham nogle historier som andre ADHD’er har skrevet om deres liv og hverdag… det gjorde jeg med min søn… han synes nærmest at det var ham de havde skrevet om… Tror det gav ham noget at tænke over…
    Mange tanker… Helle

  3. Lotte Jørgensen siger:

    Flot gået – både at fortælle jeres historie og have levet så længe på den måde i har gjort, og “overlevet” Det koster så mange kræfter at man ikke fatter det, at kæmpe både hjemme, i skolen, med systemet og med ens omgivelser!!! Det koster hele tiden at skulle overbevise sig selv om at man er “god nok” og gør det bedste for ens barn, når alle andre “slår” en oven i hovedet med bebrejdelser, og selv når man har en diagnose er hjælpen IKKE altid at finde så i har gjort det flot. Er selv mor til en søn med ADHD, OCD og Tourette Syndrom oven i hinanden, og jeg ELSKER min skønne søn højere end noget andet, men han kan være “slem” og “utaknemmelig” at være mor for. Ved godt hvorfor og at han ikke kan gøre for det, men det ER og BLIVER alligevel hårdt. Specielt det at se den man elsker SÅ meget lider så meget ind imellem uden at kunne hjælpe ordentlig.

  4. Mary-Ann Hansen siger:

    Kære begge
    Jeg er så glad for jeres kommentarer og jeg finder ud af at jeg ikke er alene i verden.
    Min søn fylder 25år og jeg vil så gerne holde hans fødselsdag. Men desværre svare han aldrig på mine henvendelser, jeg bliver dog ved med at kontakte ham selvom det smerter forfærdeligt meger ,at han ikke respondere.

  5. Helle siger:

    Tak Lotte… ja vi kæmper… og kæmper videre– for det er sygdom, der gør at vi nogen gange kommer i tvivl om, om de da virkelig kan elske os forældre, med sådan en opførsel… Og jeg kan blive så rasende gal i skralden over hans grimme måde at tale til mig på… men jeg ender oftest med at overbevise mig selv om, at det er sygdommen der taler… Så tuder jeg lidt over det hele— retter mig op og tørrer øjnene.. og kæmper videre… han er jo for helved min søn… hvis ikke jeg skal kæmpe for ham hvem skal så… Og jeg tror det er den drivkraft vi får, når vi skal tumle de her dejlige mennesker, som har det snotforvirrende inde i deres krop.

    Mary Ann @ Smiler…. min søn bliver 23 i næste mdr. – og jeg har samme problem… jeg vil gerne holde en god dag for ham… på hans præmisser… men pt. magter han ikke det sociale.. så han vil slet ikke holde fødselsdag… og det er jeg nødt til at respektere… for det vil bare blive en dårlig oplevelse for ham.. han bliver meget stresset af for mange mennesker om sig… og nogen gange… Ja, så er for mange kun to tre stykker…. :-(
    Mht. at svare telefonen…. hmmmm så har vi også her samme problem.. Jeg kan ringe – ringe – ringe…. og jeg får intet svar… før jeg skriver…: “hvis ikke du svarer så står jeg på din adresse om 5 min.. jeg er bekymret for dig… så hvis du vil være i fred… så svar mig nu…” Den har virket godt mange gange.

Skriv et svar