Mit personlige ADHD rod

Dette er Louise Kristensen og hun har valgt og skrive en historie om sit Liv med ADHD. Har du lyst til og dele en historie så klik på “Del en historie” og læse mere om dette.

 

 

 

 

Det er ikke mig som der er noget galt med! …Det er resten af verden som er helt galt på den…  Eller hva?

Det troede jeg lige indtil diagnosen ADHD var stillet og eg efter at have tygget lidt på tankerne: “ej det kan ikke helt passe”, “Hvad nu hvis de har taget fejl”… dog efter adskillige gennemgange af div. symptomer kunne jeg godt selv se det, der var ikke meget at tage fejl af (Må dog erkende at jeg nok aldrig acceptere det 100% selv) Vil nok altid have små korte øjeblikke hvor jeg stadig føler mig helt “normal” og nok egentlig savner dele af den adfærd som nu er medicineret mere eller mindre væk… nok mest af alt fordi jeg altid har levet med det, det er som en del af min personlighed (nok på godt og ondt).

Skole har aldrig været jeg sat ret højt som priotet, allerede i børnehave klassen lukkede jeg fuldstændig af for læreren, tingene var meeeget langtrukne også var der altså meget sjovere inde i mit eget hovede, var meget alene og brød mig ikke ret meget om selvskab, levede nærmest i mine små dagdrømme, når alt omkring mig begyndte at kede mig, var et meget nemt barn eftersom jeg let kunne underholde mig selv i timevis. I 1.kl. holdt jeg op med at lave lektier, kunne ikke overskue det, udskød altid lektierne så meget at det aldrig blev gjort.
Gik aldrig i børnehave eller lignende, eftersom min mor var hjemme gående så var heller ikke van til at omgås andre børn, mit eneste selvskab var som reglen mine 2 brødre, dog mest den yngste som er 2 år yngre end mig, han har asberger (autisme i mind grad). I de mindre år lignede vores adfærd nok meget hinandens, bordset fra når jeg led af en utrolig rastløshed, plaget af kedsomhed som et stort sort hul som bare ikke kunne fyldes, hvilket førte til endeløse suk samt gentagelse af sætningen “jeg keder mig”, rullen rundt på gulvet, benene op af vægen, hænge på hovede fra stolene under bordet, lege med gardinerne, rode alt legetøj frem uden af finde det hele og uden at stille noget på plads igen, køre på rulleskøjter i gangen, hoppe i sengen, lidt lige som at kede sig så meget at man selv bliver irriteret over det.

Men først i mine teenage år kom det for alvor til udtryk, det skulle være vildere! …300kmt i den forkerte retning…. -.- led af problemer med at falde i søvn, byttede gerne om på nat og dag, stod op sådan en gang når jeg vågnede, var næsten umulig at vægge og humøret var ikke lige i top hvis det endelig lykkedes. Alt hvad der kedet mig skulle helst sorteres fra, skole var noget jeg kom i når jeg engang stod op, var tit hos venner/veninder, rodet på mit værelse var så uoverskueligt for mig at jeg for det meste bare gik et andet sted hænd, så kunne jeg ikke se det, hvilket nok ikke løste problemet i sidste ende. mistanken om ADHD kom pga. mit enorme temperament, og en stor mangel på med følse for andre end mig selv, var i bund og grund meget ligeglad med alle, kærester holdt i max. 3 måneder, følte mig kvalt og måtte nærmest bare VÆK! var som at være fanget i en lille kasse som bare blev mindre og mindre.
Næsten lige meget hvor jeg fandt hænd, følte jeg mig uden for og uønsket, begyndte at ryge hash, senere flere forskellige stoffer, hvilket gjorde mig roligere, nogle gange faldt jeg i søvn af det, men selv der var jeg helt ved siden af, da alle andre hoppede op og ned og jeg sad lige så roligt. Kunne slet ikke magte en normal hverdag, så skubbede det mere og mere på afstand. blev smidt ud fra 5 skoler på 1år. Mange af mine problemer i mine teenage år skyldtes nok ADHD, rastløshed, irritation, aggresioner, forviring og fustrationer. Jeg var heller ikke altid lige god til vælge min omgangs kreds.

Da jeg var 18år fik jeg min datter, hvilket fik sat lidt mere ro og struktur på hverdagen, fik langt om længe efter 1 års kamp min 10kl gennemført (dog med et fag manglende) da jeg simpelthen gav op efter at have taget mig selv i at snurre rundt på en kontor stol med en lineal i munden, missede ofte halvdelen af forklaringen så var helt blank når så opgaven skulle løses. Dog selv om jeg nok syntes at have oceaner af energi, men selv den aller mindste uro kunne vække min opmærksomhed og flytte den med lynets hast til hvad der nu lige foregik nede i hjørnet, havde sværet ved at lukke af for snakken og støj så efter en hel skole dag var jeg helt ødelagt i hovedet, det var enormt trættende og kunne til sidst ikke magte det længere, da jeg gik til min egen læge fik jeg at vide at “jeg skulle bare komme igang”… det gjorde jeg så med samme negative resultat og nederlag, gik så til en anden læge efter en henvisning til lokal psyk, for at blive udret for ADHD, fik uden problemer en henvisning og blev udret i Januar 2011 6år efter det først var på tale, men kan da godt blive lidt ærgelig over hvordan så mange skole lærere, kan have holdt et utal af møder med mig og min mor ang. min adfærd, uden at tanken om ADHD strejfede dem det aller mindste, det krævede 8 samtaler hos en familie rådgiver + en henvisning til en psykriater, hvor jeg stoppede med at komme eftersom jeg lige pludselig flyttede til en anden kommunen, dog blev der aldrig fulgt op på sagen før jeg skulle til at have min datter, der fik jeg en ny psykriater som jeg skulle have været begyndt hos, så fik jeg en større lejlighed i den by jeg oprindeligt flyttede fra og igen blev der ikke fulgt op på sagen, hvor efter jeg gik til egen læge 3 gange men hun insisterede på at sende mig uden byes på trods af adskillige forklaringer om at jeg altså havde en datter at hente at bringe, på da værende tidspunkt også var i gang med 10kl, så kunne slet ikke finde noget tom rum at proppe ADHD udredning 45min fra hvor jeg bor ind i min dagligdag, fik så en ny familie konsulent +en rådgiver fra handicap afdelingen som jeg nok ikke så noget til i noget som lignede et år, så efter ca. 10-15 skole lærere, 3 psykriatere, 2 familie rådgivere, rådgiver fra handicap afdelingen og 2 læger blev jeg endelig udret. nåede at gå på 10 forskellige skoler og have 3 jobs i alt den tid, som hovedsageligt endte mislykket, eller delvist mislykket.
Har haft mange opgivende øjeblikke hvor jeg mest af alt har tænkt, at tog de det ikke mere alvorligt end det, hvorfor skulle jeg så ?

Har nok spruget lidt rundt i tid og sted, men det er nok svært for mig at beskrive ADHD meget anderledes end jeg har gjort nu.
I nogle tilfælde mangler der umidbart information omkring ADHD.

 


Sæt gang i diskussion ved at lægge en kommentar til dette blogindlæg (På forhånd tak, for hjælpen!!)

Udgivet i Historie fra andre Etiket: , , , , , , , , , , , ,
4 kommentarer til “Mit personlige ADHD rod
  1. Stinna siger:

    Hej Louise.
    Tak for din beretning om det at leve med ADHD. Jeg har det selv og kan klart genkende det i det du skriver. Så mange tanker og så meget man vil fortælle, det vælter ud og den røde tråd i historien bliver nogle gange oversvømmet. Men det er godt, både for dig selv, men også for “normale” uden ADHD. De ser, hvor svært det må være både, at holde styr på kaoset i hovedet og samtidig have et liv der er værd at leve. Bliv endelig ved med at skrive, skriv hvad der falder dig ind. Lad endelig være med at bekymre dig for meget om stil og læsevenlighed. Eller om du bliver afledt og kommer til at skrive om noget helt andet og lige så vigtigt. For det er jo sådan det er at have ADHD, ikk’?

  2. Helle siger:

    Hej Louise…..

    Det er helt skræmmende at læse historier fra jer der er diagnosticeret med ADHD…. jeg er mor til en ADHD’er… og Alt det du skriver kunne være skrevet af ham….
    Historierne er påfaldende ens… Godt der endelig var nogen der tog dig alvorligt… og flot kæmpet af dig selv…
    …. håber at i får et dejligt liv – du og din datter….

    Helle

  3. Louise siger:

    Mange tak for kommentarene :)

    Man skal altid huske på at alle dårlige ting kan vendes til noget godt ;) det handler bare om den rette synsvinkel.

  4. Marlene siger:

    såå meget ligesom mit liv

1 Pings/Trackbacks til "Mit personlige ADHD rod"

Skriv et svar