Stinnas blog: lidt om mig

Stinnas blog: lidt om mig.


Jeg er så glad for at have lært Johnny at kende. Det er nemlig ikke nok med at vi snakker godt sammen, men han har også denne gode hjemmeside, hvor jeg for fremtiden kan få lov til at lufte mine meninger en gang i mellem.
Jeg kender Johnny igennem ADHD netværket i Hobro, jeg har nemlig selv ADHD.
Det vidste jeg ikke før for et år tilbage, da jeg endelig efter flere store nedture/depressioner kom til en psykiater. Han fortalte mig efter én konsultation, at jeg højst sandsynlig havde ADHD. Jeg tror nok, jeg næsten bandede af ham og var vildt forarget, for mig med… ADHD… NEJ. Men han stak nogle brochure i hånden på mig og bad læse dem til næste gang, og jeg gik ud af døren, vis på at her kom jeg aldrig igen…
Men det gjorde jeg, for jeg må indrømme at læsningen af brochurene var som at læse mig selv indvendig. Det største chok gav min kæreste gennem 15 år mig dog, samme dag som jeg forarget kom hjem fra psykiateren. Her troede jeg, at jeg ville få støtte i forargelsen, men nej. Han påstod sørme, at det havde han da sagt til mig for et år tilbage, da han havde set noget om det i fjernsynet… WHAT!!!!
Så måtte jeg jo til at nærstudere fænomenet og medicinen måtte jeg også hellere prøve, og i dag 1 år efter, må jeg sige at jeg har haft 2 liv; et inden ADHD medicinen og et efter…
Hvad medicinen direkte har gjort ved mit liv kommer jeg tilbage på i andre blogs, eller hvad de nu hedder. I dag vil jeg for tælle om hvem jeg er, og hvad jeg vil med denne her mulighed ;-)

Læs også: Undskyld, jeg afbryder lige…

Jeg er 35 og vist nok ret almindelig. Jeg kommer fra en helt almindelig kedelig kernefamilie. (Nårh nej kernefamilier, det er da vist ikke så almindelige mere..) Men som sagt; jeg kommer fra en kedelige almindelig familie, men er det for resten ikke sådan at, de almindelige er sjældent kedelige, når man ser efter… nej vel ;-)
Jeg har tre større søskende, som jeg desværre ikke har nok kontakt med, ikke at vi ikke bryder os om hinanden eller lignende, vi kommer bare aldrig rigtig sammen
Min mor og far er dejlige mennesker. Jeg er meget glad for dem, og jeg har altid følt at de har gjort deres bedste under de betingelser og omstændigheder de har haft. De har bestemt haft deres at se til, men aldrig har jeg haft den tanke at de ikke elskede mig, og havde/har jeg brug for dem, var/er de der altid. Det tager jeg hatten af for.
Jeg var som lille (og den dag i dag) videbegærlig, jeg læser ALT… nåh ja ikke lektier, men ellers. Jeg glædede mig enormt til at starte i skole, for så kunne jeg lære at læse. På 3 måneder lærte jeg det, og mente efterfølgende at nu var der ikke mere grund til at gå i skole! Det var der dog, andre der syntes!
I årene efter læste jeg alt, tykke og tynde bøger, svære som lette, Anders And’er, aviser og alt muligt, ja selv min mor og fars fagblade, blev tygget igennem. Da jeg begyndte på HF, blev vi præsenteret for en bog, som vi skulle skrive projekt om. Den havde jeg læst i 5. kl.
Dette er ikke noget, jeg skriver for at blære mig, men for at fortælle, at det var livsvigtigt for mig at læse. Min kæreste ynder at berette om dengang vi var på telttur og jeg havde glemt at få noget med at læse i og desuden var der for mørkt til at se noget, når jeg endelig havde et roligt øjeblik. Det var først på færgen tilbage fra ferien, jeg fik mulighed for at slukke tørsten, men det eneste med bogstaver var de der plakater, med hvad man skal gøre, hvis færgen sank. Der stod jeg så og læste og var glad. Kæresten griner stadig over det, selvom jeg har fortalt ham, at jeg læser plakaterne hver gang ;-)

Denne læsemani har sammen med min ADHD gjort, at jeg ved meget og ikke kan holde min mund. Er jeg til en forsamling stor eller lille, lykkes det mig aldrig at holde min mund, selvom jeg på det strengenste forbyder mig det. Jeg kan ikke lade være og det er fordi, jeg vil noget med det, jeg ved. Jeg har bare ikke rigtig kunnet komme frem med det jeg ville på en ordentlig måde. Dette er sjovt nok også pga. ADHD’en.

Sådan ser jeg i hvert fald på i dag efter jeg er begyndt på medicinen. For nu er jeg i stand til at holde ved en diskussion. Jeg bliver ikke så let afledt, jeg glemmer ikke så let det, jeg ville sige, imens jeg venter på de andre bliver færdige, og jeg kan vente til det bliver min tur… næsten.

Efter jeg er kommet i gang med medicinen, havde jeg en nedtur, men i en anden form en den, jeg var vant til. Jeg følte på en måde, at jeg blev mere ADHD- agtig, end det jeg havde været før, men ingen jeg kendte kunne genkende det billede, og jeg var ved at blive tosset. For hvorfor havde jeg det bedre i mit hoved, men reagerede mere ADHD-agtigt? Det var først til et foredrag for et par måneder siden, at jeg fik forklaringen; Jeg så pludselig mit eget spejlbillede pga. medicinen.
Det er nemlig en af de ting en ADHD’er ikke kan. Man kan ikke se sig selv i samspillet med andre, man kan ikke se, at det man sagde eller gjorde egentligt ikke passede så godt lige til den og den situation. Man kan lære det til en vis grad, men det kan aldrig blive en naturlig del af en selv.
Men da medicinen gik pludselig ind og ændrede dette, så jeg pludselig mig selv i andres reaktioner og hørte med et, hvor upassende jeg fik sagt eller gjort dit og dat, og det var ikke rart… Denne opdagelsen af mig selv, har været som at skulle starte på ny på mange måder og har fyldt rigtig meget for mig i det sidste år. Jeg arbejder med det, og helt god bliver jeg nok aldrig.

I mellem tiden har jeg følt stærkere og stærkere, at jeg mangler et sted, hvor jeg kan sige min mening, uden altid skulle tænke på, hvordan det bliver sagt og gjort, og her kommer denne blog ind i billedet. For når jeg har en masse meninger, og jeg er god til at skrive (synes jeg i hvert fald selv) Så hvorfor ikke skrive om det her?

Derfor er jeg glad for at have lært Johnny at kende… ;-)

Sæt gang i diskussion ved at lægge en kommentar til dette blogindlæg (På forhånd tak, for hjælpen!!)

Udgivet i Historie fra andre
8 kommentarer til “Stinnas blog: lidt om mig
  1. Laila siger:

    Jeg er stolt af at kende et menneske som vedgår sig sit “problem” og fortæller om det Stinna. Godt gået og jeg er sikker på at du kan hjælpe mange af dine ligesindede :-)
    Knus og stor respekt herfra. Mvh Laila

    • Stinna siger:

      Tak Laila, for de rosende ord. Jeg kender jo dig og ved hvilket engagement du lægger i det du brænder for, så det er en ros, der betyder meget for mig.

  2. Maja Rasmussen siger:

    hej stinna jeg kan nikke genkendene på det du har skrevet… jeg har selv haft det på samme måde og fik min adhd konstateret december 2010..

  3. lena larsen siger:

    Aj du ret i at du er go til at skrive…ku ihvertifald se mig-selv i dig..fik helt tårer i øjene…så hvornår skriver du igen :) for du kan regne med at jeg er en trofast læser :D

  4. Ulla siger:

    Hej Stinna

    Hvor skriver du bare godt !
    Ville ønske at jeg kunne det – jeg vil så gerne men har vist en “lille” ting med perfektionisme :-)

    Jeg vil helt sikkert følge med i din blog, hvor er det dejligt at kunne genkende så meget af det du skriver.

    Jeg fik konstateret ADHD i Maj måned 2010 – (48 år gl) efter min læge havde fortalt mig at det kunne være det – til min store forbavselse har aldrig nogensinde tænkt i de baner.

    Men dejligt du vil dele dine oplevelser og tanker med os herinde

    Knus og kram Ulla

  5. Stinna siger:

    Hej Ulla. Ja, perfektionisme og ADHD er ikke en god kombination, men prøv alligevel.Du kan jo evt. bare skrive til dig selv?

1 Pings/Trackbacks til "Stinnas blog: lidt om mig"
  1. […] Læs også: Stinnas blog: lidt om mig […]

Skriv et svar