Undskyld, jeg afbryder lige…

Efter meget positive tilbagemeldinger (Mange tak for det ) på min første blog, prøver jeg igen at få noget ned på papir.
Det har ellers været meget grænseoverskridende at sende bloggen ud. Hvilket er meget mærkeligt, for i og med, at jeg aldrig kan holde mund, ved praktisk talt alle alt om mig – En til tider stor prøvelse for mine omgivelser, især de nærmeste, fordi jeg pga. ADHD’en ikke er så bevidst om den blufærdighedsgrænse, andre har. Min søn på 13, har endda forbudt mig at skrive om ham på facebook. Det kan jeg egentlig godt forstå, for hvilken 13 årig, vil ha sit liv lagt ud i offentligheden af sin mor, nej vel? Det skal de nok klare selv! Jeg har derfor taget det som en udfordring og en god øvelse for mig at lade være, for imellem en ADHD-mor og teenageADHD-søn famler man ikke ligefrem i blinde efter konflikter ;-) Jeg vil dog sige at det ikke har været let. Flere gange har jeg nærmest måtte binde armene på ryggen og skrige ned i puden, for ikke at give efter.

Læs også: Stinnas blog: lidt om mig

Det grænseoverskridende ved at offentliggøre min blog, er at det skrevne ord ikke så flygtigt, som det talte.
Pludselig ligger mine tanker på skrift og alle kan læse og komme og dunke mig i hovedet med det.
Jeg er ikke bange for at blive grint af. Det er jeg vant til, når jeg nu ikke kan holde mund.
Det sjove er at jeg faktisk ikke engang kan huske ret mange negative tilbagemeldinger omkring min åbenhed, men jeg har derimod fået enormt mange positive.
Folk er, forbløffende nok, glade for, at nogle tager emnet op. Glade for at nogle ikke er bange for at fortælle om deres egne følelser og meninger omkring diverse emner. Okay, der kan være en lille kort pause, hvor folk kigger på mig, for ligesom at finde ud af, om jeg virkelig sagde det, men så kommer de nu også i gang.
I al min tid i diverse skoler og uddannelser har jeg tit fået at vide, at det bare var så godt, at jeg turde spørge ind til eller diskutere det og det. Men æren er ikke min, for det er slet ikke er et spørgsmål om at turde, men i stedet et spørgsmål om indestængt energi (læs ADHD), der presses ud som dampen på et lokomotiv.

Nå, men det var egentlig slet ikke det, jeg ville ind på i dag. Jeg ville derimod fortælle lidt om mine kvaler angående et vistnok meget velkendt ADHD-symptom: At afbryde.

Jeg besluttede mig i går aftes efter hundetræning at skrive om dette emne.
Jeg kom nemlig igen hjem efter nogle ellers dejlige træningstimer med en dårlig mavefornemmelse, hvor jeg tænkte: ”Nu afbrød jeg igen… og jeg brød vist ind i mere end én samtale, som jeg slet ikke havde del i”. Tit viser det sig også, at jeg ikke helt har fået fat i, hvad det egentlig drejer sig om. Hvis nogen kan forestille sig det scenarium, ved de, at det ikke er særlig sjovt.
Jeg prøver virkelig at lade være, også fordi medicinen nu gør, at jeg kan se, hvor r..irriterende, det er.
Jeg tror ikke, folk kan se, hvor mange anstrengelser jeg gør mig for ikke at afbryde. Hver evig eneste gang en samtale baner sig vej til mit indre øre, ja så må jeg tage hårdt fast i mig selv for ikke at kommentere den.
Især er jeg god til altid at fiske en lignende historie op fra ærmet, som jeg har oplevet, læst, hørt eller set. GAB…

At det lige er hundetræningstimerne, der oftest giver mig, de der dårlige fornemmelser, skyldes at jeg er virkelig er glad for dem. Jeg er god til det, og føler at jeg har noget at give videre til andre. Meeen man skal altså lade være med at give noget videre, som de ikke selv har bedt om. Det er ikke altid den bedste ide ;-)

En dejlig mentor, jeg havde for ikke så lang tid siden, lærte mig at prøve med at spørge først, eksempel: ”Har du lyst til at høre, hvad jeg har at sige??” Jeg har ind i mellem husket brugt den, og det er faktisk sjældent man bliver afvist…

Hvorfor afbryder man så som ADHD’er? Ja, jeg har læst lidt om det, og det falder godt i tråd med mine egne erfaringer. Her vil jeg lige sige at jeg på ingen måder er ekspert på området, og derfor vil jeg kun henvise til mine egne oplevelser. Jeg remser op:
• Jeg KAN ikke vente. Fordi… Jeg er som et 4 årig barn ved isboden, hvor isen er smeltet, allerede inden den er købt.
• Jeg kan ikke huske i længere tid af gangen. Fordi… det hænger nok sammen med det næste punkt…
• Jeg bliver MEGET nemt afledt… Fordi… Jeg kan ikke filtrere unødvendige informationer bort. Eksempel: Jeg sidder til et møde på arbejdet, og vi snakker om humanistiske synspunkter i sygeplej… Hov, derude på vejen, det var da min nabos gamle bil? Nå nej den var vist blå… hmm himlen er blå nu, i morges da jeg kørte på arbejde, var der helt overskye… Hvad er det nu, man kalder den der vind i regntiden i Indien?… Monsunvinden, nå ja… Det var også en god bog, den der fra Indien ”Rikke Tikki Tavi”… Vi mangler regntøj til Rasmus… hvad str. er det nu han bruger? Osv osv… Hov, vent, hvornår er mødet sluttet?

Derfor afbryder en ADHD’er, i hvert én som mig ;-)

Sæt gang i diskussion ved at lægge en kommentar til dette blogindlæg (På forhånd tak, for hjælpen!!)

Udgivet i Historie fra andre
6 kommentarer til “Undskyld, jeg afbryder lige…
  1. Graziella siger:

    Hold op, hvor er jeg dog imponeret over dit indlæg! Det er frygteligt mange linjer du har taget dig tid til at skrive og renskrive. Det kan jeg ikke, selvom jeg ikke har ADHD, fordi jeg bliver træt af mine egne tanker, før jeg er færdig. Og så har jeg ikke tid, for der er så mange andre tid jeg hellere vil.
    Når det er sagt, så vil jeg sige “blive ved!” Blive ved, så jeg kan læse, hvad der foregår i min søns hoved … selvom jeg endelig godt ved det.
    Skriv.
    Jeg skal nok komme og læse :)

    • Stinna siger:

      Tak for de rosende ord. Jeg er glad for at du kan bruge det i forhold til søn :-)
      Jeg skal nok blive ved… Bare rolig, kan slet ikke lade være ;-)

  2. adam siger:

    kan 100 % følge dig. Når jeg står og snakker med folk, skal jeg hele tiden tænke hold n mund adam nej nej… du skal ikke signe noget i nu xD og ofte fylder det så meget at når personen i site ende er færdig med at tale… øhh… hvad var det nu lige han/hun sagde så det er ganske normalt
    MVH adam (16 år)

    • Stinna siger:

      Hej Adam. Godt gået at du allerede kender dig selv så godt, at du kan godt og regulerer dig selv eller i hvert fald er bevidst om det. Det lyder godt nok så hårdt, det med at skulle regulere sig selv, men det er nødvendig for en ADHD’er. Man skal dog også passe på, at man ikke kommer helt over i den anden grøft. Man skal være tro mod sig selv, altså være sig selv og lade sig selv få lidt snor engang imellem. Jeg har skræmt folk væk på den måde, men de der er blevet, har jeg også vidst var sande venner. Også skræmmer man mindre væk end man går er bange for ;-)

  3. Ulla siger:

    Hej Stinna

    Det var lidt mærkeligt for mig idag at læse bloggen for lige pludselig kom jeg til at tænke på at det der gør du jo også……….. nej tænkte jeg så det er jo bare fordi du syntes det er så vigtigt ……. men men det har måske netop noget med ADHD’en at gøre det har jeg egentligt aldrig tænkt over før !

    Så ja jeg melder mig i klubben hvor vi skal forsøge at “styre” os selv (jeg kan dog have mine tvivl om det kan lykkedes for mig :-) )

    Men igen : “Keep going” rigtig dejligt med din blog :-D

    Knus og kram Ulla

    • Stinna siger:

      Hej Ulla. Det er vist en af hovedsymptomerne på ADHD, men alle gør det jo. Og sådan er det vist med de fleste af ADHD symptomerne. Alle kender til at have dem i stress-perioder, i et øjeblikke, hvor man taber besindelsen og når man er ny-forelsket. Den store forskel mellem “almindelig” og ADHD’er er den væsentlige forskel, at vi altid er i en af de perioder (der er sikkert flere slags perioder end dem, jeg har nævnt).
      Som jeg ser det, er det ikke selve akten (eks. at bryde ind i en samtale), der i længden ødelægger tingene for mig, men det at forhindre akten – at tøjle sig selv(se Adams kommentar), kræver, vil jeg tro, 90 % af mine energireserver. Det er derfor det er så svært at få hverdagen til at hænge sammen.

2 Pings/Trackbacks til "Undskyld, jeg afbryder lige…"
  1. […] Læs også: Undskyld, jeg afbryder lige… […]

  2. […] Læs også: Undskyld, jeg afbryderlige… […]

Skriv et svar