Arbejde? Jaaaa!

Vi har i de her dage byfest i byen, jeg bor i.
For nogle år tilbage var jeg med i byfestkommiteen et par år. Det var hårdt, men rigtig sjovt og givende. I år er der nogle andre gæve folk, der har overtaget.

Jeg er ikke med mere, fordi man brænder ud på det. Men det hiver i mig for at være med, selvom jeg godt ved, jeg slet ikke kan, når man ser på, hvordan jeg har det. Min kæreste holder mig i kort snor. Det er jo også ham, der hvergang ser på, at jeg falder i det sorte hul gang på gang, fordi jeg ikke kan sige stop. Det er også ham der hjælper mig op igen. Det er hårdt for ham og alligevel bliver han ved. Jeg takker ham af hele mit hjerte og liv, bogstaveligt talt ♥

Alligevel har jeg fået mig sneget til at hjælpe bare lidt. I går aftes hjalp jeg til til byens børnebanko. Det er et hit hos børnene og skidesjovt at være med til. I år solgte jeg bl.a. plader og som noget noget nyt: nummerpige:-D
Det er såmænd bare at skrive nr’rene op på en tavle. Ikke videre svært eller stressende, men hvor var det dejlig at føle man arbejder. At blive brugt. At vise man er der, at være til.

Jeg ved godt, at jeg gør et godt og uvurderligt stykke arbejde, som består i at være der for min familie, men det er altså noget andet for mig at… Ja jeg har svært ved at sætte ord på det. Det var ligesom da jeg kæmpede for at få en uddannelse. Jeg fandt aldrig ud af, hvorfor det var så vigtigt for mig. Det var åbenbart en del af min identitet, der skulle puttes ned i den der pose, der stod uddannelse på. At kunne sige; “Jeg er…”¨, når man møder folk, det er essentiel for mig, og noget jeg stadig elsker at sige, selvom jeg har været sygemeldt til september 2 år!
Jeg ser slet ikke ned på andre der ikke har en uddannelse eller folk der har valgt at gå hjemme osv. Tværtimod, hvis folk kan lide deres valg, så har jeg dyb respekt for det. Det jeg vil sige, er at det for mig slet ikke var et valg. Det var en nødvendighed, ligesom det er en nødvendighed at trække vejret. Jeg fik også den uddannelse som radiograf. Jeg er pissestolt af det og det er et skidegodt fag :-)

Men det kostede. Jeg gik ned med flaget, så meget at jeg faktisk blev indlagt, ikke længe, men hold op hvor havde jeg det skidt:-(  Derfor er jeg endnu mere stolt af at have gennemført.

Det mærkelige er at selvom jeg elsker faget, så savner jeg det ikke. Jeg savner bare, at føle at jeg gør en forskel, om det er som radiograf, børnehavepædagog eller statsminister er lige meget. Bare jeg føler, at jeg har gjort nytte.

Jeg håber, virkelig håber, at jeg får det så godt at jeg igen kan komme til at føle det igen!

Sæt gang i diskussion ved at lægge en kommentar til dette blogindlæg (På forhånd tak, for hjælpen!!)

Udgivet i Historie fra andre Etiket: , , , , , , , ,
2 kommentarer til “Arbejde? Jaaaa!
  1. Mette siger:

    Hej Stinna.
    Jeg forstår udemærket hvad du mener, både med at have en uddannelse og med at føle at man kan bruges til noget!! Hvor er det bare flot at du fik gennemført den uddannelse!! og radiograf er jo heller ikke helt lavt niveau, må man sige. Flot!
    Jeg vil også rigtig gerne have både uddannelse og arbejde, men tror slet ikke på at det kan lade sig gøre fordi jeg har haft så mange nederlag. Tilgengæld mener min sagsbehandler at jeg skal arbejde fuld tid, så det er lidt noget rod…
    Dejligt at du skriver om hvordan din verden ser ud!!
    Mvh Mette

  2. Jens A Rosendahl siger:

    Hvor har du ret Stinna. Det at føle sig værdifuld betyder bare rigtig meget, at have værdi for et andet/andre menneske(-r).
    Jeg er heldig at have et arbejde og har måske nemt ved at sige det, men jeg kender til problemet. Jeg er gift med en, der heller ikke er på arbejdsmarkedet. For hende betød det også rigtig meget at få en uddannelse – en tittel – “jeg er noget”. Men ræset og præsset gjorde også hende syg og hun har været indlagt flere gange. For, hvor har hun haft svært ved at acceptere “bare” at gå herhjemme og jeg håber, at jeg bliver bedre til vise at jeg værdsætter det, hun går og laver herhjemme for hun gør jo alt det hun orker og nogen gange mere til. Det må jo være sådan, at den måde jeg værdsætter hende og det hun laver er hendes “løn” og jeg tror kun “lønnen” kan være for lille.
    Den anden ting, du er inde på – frivilligt arbejde – er jo også en vigtig ting, for hvis ikke vi var så mange, der yder noget frivilligt, hvordan ville samfundet så ikke se ud?
    At tage sig tid til frivilligt arbejde er meget givende og min påstand vil være, at dem, der ikke vil bruge tid på andre / frivilligt arbejde må være “fattige”

Skriv et svar